Pigekoret
Verdenspremieren rørte de store følelser
Opdateret: 21. okt. 2020
Efter næsten 6 måneders udsættelse pga. coronavirus, megen uvsihed og ændringer til næsten til det sidste, leverede Pigekoret en fantastisk og helt uforglemmelig Verdenspremiere på Kim André Arnesens symfoniske storværk: "Stabat mater". Koncerten blev optaget af DR P2, og kan høres her: https://www.dr.dk/radio/p2/p2-koncerten/p2-koncerten-ambient-arnesen-i-soenderborg/
En rejse, der begyndte i januar 2018 nåede sit mål onsdag 26. august i Alsion i Sønderborg.
Koncerten blev overværet af godt 250 personer i koncertsalen - den maksimale kapacitet, når gældende afstandskrav mm. naturligvis skulle overholdes.
Tilsvarende var Pigekorets normale opstilling bredt ganske betydeligt ud og bagud, med sangere placeret op til 5 meter bag det 32 mand store orkester.

Inden aftenens Verdenspremiere opførte Sønderjyllands Symfoniorkester og Pigekoret Kim Arnesens gennembrudsværk fra 2010, "Magnificat". Det var et skønt genhør for mange, der også hørte værket, da koret gav det Danmarkspremiere i 2017 - desuden var det den perfekte optakt til Verdenspremieren, da Magnificat og Stabat mater sætter den kronologiske ramme om Jesu liv - og historien om hans mor, Maria. Som solist medvirkede Mariann Mikkelsen.
"Magnificat", der betyder Marias lovsang, er Marias ord, da hun af ærkeenglen Gabriel forkyndes, at hun skal føde Jesusbarnet, og værket repræsenterer på den måde et "før" Jesu jordiske liv.

"Stabat mater" (Den sørgende moder) er beskrivelsen af Marias sorg, da hun ser sin søn dø Langfredag - og er dermed et "efter" Jesu liv.
Symbolikken forstærkedes derved, at "Magnificat" blev sunget af Pigekoret i hvide overdele, og "Stabat mater" i sorte.
Den ekstra dramatik "Stabat mater" rummer skildres desuden gennem et udvidet orkester, der udover de mange strygere også bestod af en mængde slagtøj og 8 blæsere.

Mezzosopran Kristin Mulders bar et soloparti i værket bestående af to nutidige, engelske digte, der supplerede den omfattende latinske 1300-tals-tekst, som digtet "Stabat mater" består af.
Det blev en overordentlig vellykket Verdenspremiere!
DR P2 optog hele koncerten, og bidrog desuden til aftenen med en omfattende reportage bestående af interviews med sangere og dirigent, og fine baggrundsbetragtninger om værkerne.