Pigekoret
Verdenskendt komponist tilegner mesterværk til Pigekoret
Haderslev Domkirkes Pigekor får tilegnet et storværk af den verdensberømte komponist Kim André Arnesen. Verdenspremieren finder sted i Tyrstrup og Løgumkloster i marts 2020. Middelalderdigtet "Stabat mater" sættes i værket ind i en moderne kontekst, der også kommer til at omhandle omhandle eksistentielle spørgsmål, der opstår, når børn får kræft.

Den verdensberømte komponist Kim André Arnesen fra Norge har tilegnet sit kommende mesterværk til Haderslev Domkirkes Pigekor, som også skal fremføre værket, når der er verdenspremiere i 2020. Den norske komponist blev nemlig så begejstret, da han hørte Haderslev Pigekor fremføre sit gennembrudsværk Magnificat, at han besluttede sig for at ære koret med et nyt værk.
”Jeg blev meget imponeret, da jeg hørte Haderslev Domkirkes Pigekor og så det som en spændende mulighed for at skrive et helt specielt værk til så gode sangere,” siger Kim André Arnesen.
For at bringe værket ind i en moderne kontekst har Kim André Arnesen tilføjet to nye digte. Det ene digt ”What Are Children To The Lord” handler om, når børn får dødelig kræft og både børn og forældre undrende spørger Gud, hvorfor han lader det ske.
”Jeg synes, at det er et stort og essentielt spørgsmål at reflektere over. For hvad er Guds plan og rolle?,” spørger Kim André Arnesen retorisk.
Værket skal ikke bare underholde, men få publikum til at reflektere over livet, tab og eksistentielle følelser og kan derfor nydes i en moderne kontekst.
Før Kim André Arnesens gennembrud med Magnificat turde han ikke tro på, at hans hobby som komponist kunne blive hans levevej. Han begyndte at spille klaver som 6-årig, sang i drengekor som 10-årig og komponerede sit første stykke musik som 19-årig. Alligevel var det svært for ham at se, at han ville kunne leve af musikken.
”Der var ikke meget, der tydede på, at jeg skulle blive en klassisk komponist. Som de fleste andre unge så jeg MTV og satte pris på mange forskellige slags musik, og jeg havde svært ved at se, at det kunne blive andet end en hobby. For bare 10 år siden, så jeg det ikke som en mulighed at kunne leve af at være komponist,” siger han.
Han kunne dog ikke lade være med at komponere og lege med musikken og pludselig en dag kom der en idé til et værk. Derfra gik det stærkt og det skulle vise sig, at det blev hans store gennembrud. Det blev til Magnificat i 2010, som Haderslev Domkirkes Pigekor blandt mange andre har fremført og desuden lavet en liveindspilning af.
Kim André Arnesen, som er uddannet fra musikkonservatoriet i Trondheim synes ikke selv, at han arbejder struktureret, når han komponerer. Han ved faktisk aldrig, hvornår idéerne opstår, for det er aldrig det samme, der inspirerer ham. Han begynder dog altid med melodien.

”Jeg er ikke sådan en, der bliver inspireret af naturen. Jeg bliver derimod inspireret af de mennesker, jeg møder, og de indtryk jeg får i min hverdag,” siger han og uddyber:
”Der var en gang en, der sagde til mig, at ’for at udtrykke sig musikalsk, må man også tage i mod mange indtryk.’ Det er godt sagt og meget rammende for, hvordan jeg har det.”
Kim André Arnesen mødte første gang pigekoret i Trondheim på deres turné rundt i Norge.
”Haderslev Domkirkes Pigekor har en vældig flot klang, som passer godt til min musik,” siger han om det første møde med pigekoret.
De to parter fandt hurtigt ud af, at de gerne ville lave noget sammen. Derfor blev Haderslev Domkirkes Pigekor de første i Danmark til at fremføre Magnificat fra 2010 ved tre koncerter i henholdsvis Sct. Mortens Kirke i Randers samt domkirkerne i Aarhus og Haderslev. Da det blev en succes var det nemt for Kim André Arnesen at forsætte samarbejdet.
”Jeg føler mig virkelig tryg ved Thomas (Thomas Berg-Juul, dirigent for Haderslev Domkirkes Pigekor red.). Jeg oplever det, som om vi tænker lidt på samme måde om, hvordan det skal lyde. Det er virkelig vigtigt. Thomas gør et stort stykke arbejde, og han lavede en rigtig fin fortolkning af Magnificat.”

Stabat Mater er en salme fra middelalderen, der i tidens løb har fået nyt liv mange gange ved hjælp af mange forskellige komponister, der har givet deres bud på, hvordan, det ifølge dem, bedst lyder. Hvordan dette værk adskiller sig fra de tidligere, vil Kim André Arnesen endnu ikke røbe, om end han insinuerer, at der kommer en lille hilsen til komponisten Giovanni Pergolesi, der levede i 1700-tallet. Én ting er sikkert, og det er, at det moderne twist ikke kommer bag på Thomas Berg-Juul.
”Kim André Arnesens musik er så umiddelbar, tilgængelig og iørefaldende uden at blive for letkøbt Den bevarer en friskhed og har mange overraskelser i sig, og det er ret vigtigt. På den måde har han også potentiale til at nå ud til andre, der ikke ellers hører klassisk musik. Han skriver de mest fantastiske melodier for både kor og solister og en fantastisk musik,” siger Thomas Berg-Juul.
Den norske komponist har allerede oplevet stor anerkendelse de sidste fem år og er i særdeleshed stor i USA, og der er derfor rift om ham, og det gør på ingen måde tilegnelsen mindre.
”Det her bliver en stor oplevelse for koret, men også for mig personligt. At det er lykkedes at få en aftale med Kim er fantastisk, især når man tænker på, hvor populær han er blevet de sidste fire-fem år og blandt andet har samarbejdet med et af de bedste kor i USA. Han kunne lige så have valgt nogle andre, men han valgte os, og det er stort,” siger Thomas Berg-Juul.

Sønderjyllands Symfoniorkester lægger orkester til de to koncerter og musikchefen, Nikolaj Andersen, er overbevist om, at den norske komponist vil blive husket for eftertiden, og at især det kommende værk vil have stor betydning.
”Kim André Arnesen er en kvalitetskomponist, og jeg er sikker på, at Stabat Mater vil blive et livsværk, der også vil få liv lang tid efter premieren, som det var tilfældet med Magnificat,” siger Nikolaj Andersen.
Musikchefen glæder sig til at fremføre Stabat Mater som en afslutning på Magnificat og ser det som en cirkel, der sluttes.
”Det er helt unikt at kunne tilbyde vores publikum en verdenspremiere, der er skrevet til vores orkester og Haderslev Domkirkes Pigekor. Det er en meget stor anerkendelse af os og den måde, vi arbejder sammen med pigekoret. Det viser også, at en verdenspremiere ikke behøver at finde sted i København,” siger Nikolaj Andersen.
Glæden er gensidig fra komponisten.
”Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med Haderslev Domkirkes Pigekor igen og Sønderjyllands Symfoniorkester,” siger Kim André Arnesen.
”Det bliver lidt som at genopleve Magnicat, og det glæder jeg mig meget til,” uddyber han.
Stabat Mater varer cirka 45 minutter og premieren kan opleves den 19. marts i Løgumkloster Kirke og den 20. marts i Tyrstrup Kirke. Begge dage fremføres Magnificat også, så det bliver en samlet oplevelse.