Pigekoret
Corona-sikker koncert
Opdateret: 10. jan.
Sangerne i Haderslev Domkirkes Pigekor vil simpelthen så gerne synge for deres publikum, at de overkommer de omfattende corona-restriktioner, der gælder for korsang.
Det vurderes, at den meters afstand, vi i store dele af hverdagslivet har vænnet os til at holde til hinanden, ikke er tilstrækkelig for at udelukke smitterisiko, når man synger sammen. I den sammenhæng hedder afstandskravet to meter, eller, sagt på en anden måde, 4 kvadratmeter gulvplads pr. sanger. Det betyder at Haderslev Domkirkes Pigekor, der består af 40 sangere fylder godt op i grundplanen på et gennemsnitligt parcelhus.

Koncert med kor og orkester med udfordringer
Alligevel synger koret en stor koncert i Haderslev Domkirke, når de markerer Allehelgens søndag med én af musikhistoriens store klassikere: Komponisten Gabriel Faurés ”Requiem”.
”Udfordringerne er til at få øje på,” som korets dirigent, Thomas Berg-Juul siger. ”For det første skal der findes en opstilling, der både giver pigerne den nødvendige afstand, og så de samtidig kan se dirigenten. For det andet skal vi lave plads til det 14 mand store orkester, så de også kan se mig – og deres klang når tilstrækkeligt ud. Den største udfordring er dog for sangerne indbyrdes: At det er særdeles krævende at lytte til hinanden.”
Alternativ koropstilling synges ind under huden
Når opstillingerne er taget fylder kor og orkester med afstandskravene reelt den bageste tredjedel af Domkirken. Korets seneste prøver er afholdt i den helt præcise opstilling, så pigerne bliver trænet i at orientere sig i det samlede lydbillede.
”Efter den første prøve i opstillingen var jeg ikke i tvivl om, pigerne kunne løfte opgaven, men spurgte dem alligevel rent ud, om de var klar til at lave koncerten. Jeg blev mødt af beslutsomme blikke og nikkende ansigter – og pigerne har i den grad taget udfordringen op! De VIL bare så gerne synge for et publikum – og jeg som dirigent må igen og igen imponeres over pigernes evner og vurderer faktisk, at det samlede klangbillede i flere steder er endnu smukkere end det plejer at være.”
Begrænset antal publikumspladser – men to koncerter
Der gælder også afstandskrav for publikum, og med den mængde plads, de udøvende skal bruge, er der færre publikumspladser end normalt i Domkirken.
Kor og orkester, der består af musikere fra bl.a. Aarhus Symfoniorkester, opfører derfor koncerten to gange.
Der er pt. udsolgt til koncerten 16.30, mens der stadig er pladser at få til koncerten 18.30. Billetter købes her